I nat gav den lille han op. Når hvalpe dør er det oftest indenfor de første 72 timer og den statistik levede han op til. Han ville ikke rigtig sutte og forsøge at tage føde til sig, trods det at vi gav ham lidt hjælp. Hvalpe i denne alder skal ikke hjælpes for en hver pris. En svag født hvalp kan have defekter af alskens slags, så når de selv giver op så er der som regel en årsag.
Nu glæder vi os over at der ligger 7 stærke og livlige hvalpe i kassen. Fire hanner og tre tæver. De to først fødte hanner har godt nok øget helt vildt i vægt. De vejer ca. 100 gram mere end de to mindste i kuldet. Når det så er sagt, så er der altid nogen der skal være de mindste og nogen der er de største - men de er alle aktive og søger hurtigt til mælkebaren.
På så få døgn som der er gået nu kan det ofte være held, hvilke hvalpe der øger hurtigst i vægt. Nogle hvalpe ynder at ligge og sove ved mælkebaren, så når de andre så kravler til så får de lige en ekstra tår uden at arbejde for det, de kan lugte når mælken løber til og så vågner de og tager for sig :-)
Zig Zag for mad ca. hver 3 time i denne tid. Der ryger noget energi og styrke fra hende og gennem mælkebaren til hvalpene. Hun sover meget trods denne ekstra mad, så der er ingen tvivl om at de første dage også er hårde ved hende. Hendes system skal også igang med at producerer og det tager altid lidt på tæverne de første døgn.
Hun er mægtig glad og frisk når hun er med på tur. Hun er meget aktiv og løber stærkt, nyder sikkert at kroppen atter er let, slank og stærk :-)
Idag starter hvalpene på neurologiske øvelser. Vi udsætter hvalpene for en smule stress hver dag fra 3. leve døgn til 16. leve døgn. Bare rolig de bliver ikke mishandlet, men denne stress påvirkning har vist sig at styrke deres evne til at håndtere stress bedre når de er voksne.
Det er nogle ganske små øvelser som jeg vil beskrive her:
1. Hvalpen berøres med en vatpind, på hver enkelt træde pude på hver enkelt pote.
Hvalpen holdes mellem begge hænder, så den støttes godt.
2. Vendes med hovedet op ad i 5 sekunder.
3. Vendes med hovedet ned ad i 5 sekunder.
4. Vendes om på ryggen i 5 sekunder.
5. Lægges/stilles på en kold og våd vaskeklud i 5 sekunder.
Mere er der ikke i det og det foregår alt sammen nede i kassen hos hvalpene, så de ikke løftes væk fra deres mor og søskende.
En af de nærmeste dage vil de også blive flyttet til et andet badebassin, hvor de har mere plads og hvor bunden er pustet op så de ligger lunt og godt, for om få dage vil Zig Zag begynde at bevæge sig lidt væk fra hvalpene, hun vil ikke ligge så fast i bassinet som hun gør de første dage. Så skal hvalpene til at holde varmen selv, så der hjælper vi dem lidt ved at sørger for at omgivelserne er lune og godt beskyttende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar